Bolcheriet - SKAGEN
Bei Bolcheriet haben Sie die Möglichkeit, die Herstellung der Süßigkeiten zu sehen, einen Vorgeschmack zu erhalten und eine Tüte (oder mehr) der köstl...
I Nordjylland er der fyldt med lækre råvarer og unikke madoplevelser. Gå på opdagelse i den lokale gastronomi samt de lokalt dyrkede og producerede fødevarer og drikkevarer i det østlige Nordjylland.
Oplev paletten af smagsoplevelser som du kan finde i Nordjylland. De lokale nordjyder gør en dyd ud af at servere og producere råvarer af den højeste kvalitet.
I Nordjylland kommer du til at opleve naturens råvarer, af jordens og havets rigdomme. Vi har dyb respekt for råvarerne og kærlighed til de håndværk, der fremstiller friske velsmagende fødevarer.
Små, lokale gårdbutikker ligger som perler på en snor på de nordjyske landeveje. Følg ruten her, og forkæl dig selv med økologiske grøntsager, krydderurter, friske bær, kød fra fritgående kvæg og friskfangede jomfruhummere – alt sammen lokalt.
I en lille træhytte på Skovbrynet 38 sælger Rikke og Josef økologiske grøntsager, krydderurter og blomster, der alt sammen er dyrket ved håndkraft. Der er høflig selvbetjening og åbent alle ugens dage – undtagen i vintersæsonen.
Mellem Nielstrup og Jerup på Skagensvej 360 sælger Henriette og Martin økologisk kød fra eget græsfodret kvæg. Du kan også få pølser fra Slagter Munch, håndpillede rejer fra Engelsviken i Skagen og andre lokale råvarer – alle valgt med omhu.
På Margit og Knuds økologiske landbrug med gårdbutik på Hjørringvej 295 er udvalget imponerende: kål, rodfrugter, tomater, agurker, aroniabær, hvide ribs og rabarber. Og så er der is, kød, marmelade og mel fra andre lokale småproducenter.
På Frederikshavnsvej 128 kan du købe friskfangede jomfruhummere fra fiskerens egen garage. Skaldyrene er fanget med kutteren Stjerne, der er MSC-certificeret – din garanti for en bæredygtig fangst.
Selvplukkede jordbær smager bare bedre, og på Hestvangvej 6 kan du plukke løs på Claus og Charlottes jordbærmark. Kig også indenfor i gårdbutikken med jordbærmarmelade fra egne bær, honning fra lokale biavlere, friskopgravede kartofler, hindbær, ærter og rabarber.
Hos den lille familievirksomhed på Kringelhedevej 37 dyrkes der grønkål efter gamle principper. Det vitaminrige, sprøde og smagfulde grønkål er eminent både til danske retter og som ekstra boost i din grønne smoothie.
Du kan kun blive i godt humør hos Den Glade Bondemand på Stavadvej 351. Her er der frosne udskæringer af okse- og svinekød i gårdbutikken, og i vejboden er der æg, honning, marmelade og kartofler samt friske og syltede grøntsager.
Køb din ost fra Danmarks sidste rigtige gårdmejeri, der producerer ost af mælk fra egne malkekøer. Sønderhaven Gårdmejeri ligger på Stadevej 314, og her får du alt i ost: comendante, røget hvidskimmelost, munkeost og mange flere.
Trine, Kenneth og Lærke på Hvalpsundvej 7 har lagt landbruget om til 100 % økologi. Her kan du hilse på gårdens græssende dyr – høns, kyllinger, ænder, får og lam – og svinge forbi gårdbutikken med blandt andet kød fra egen avl, æg, grøntsager, øl og honning.
I Storvorde på Kystvej 125 ikke langt fra Aalborg slår Vildmoselam sig op på deres smagfulde lammekød fra egen besætning og ikke mindst det lækre, lune garn og garnprodukter spundet af lammeulden fra egen avl.