Sådan arbejder vi med Scope-3
Efter regeringens klimalov og de bindende mål om en reduktion på 70 % inden 2030 har flere virksomheder udarbejdet klimaregnskaber og ESG-rapporter. Dog har kun få kastet sig over Scope 3, der ofte er lidt mere bøvlet at gå til. Scope 3 udgør typisk 80-90 % af virksomheders CO2-udledning.
Lavthængende frugter
I år har vi hos Destination NORD taget et vigtigt skridt mod at skabe et mere dybdegående indblik i vores CO2-aftryk. Det handler om Scope 3, som vi nu er begyndt at indsamle data til i forbindelse med, at vi udarbejder vores ESG-rapport. Populært sagt har vi høstet de lavthængende frugter – vi har sat ind på de områder, som vi har vurderet har en væsentlig impact ift. CO2, og som er relativt nemme for os at gøre noget ved.
Sådan gør vi
Destination Nord benytter elektroniske bogføringssystemer, hvor alle udgifter står opført, så det er ret overskueligt at få et godt overblik over det årlige forbrug ifm. indkøb, transport og energi såsom el og varme og alt andet, virksomheden forbruger. Med dataene ved hånden og adgang til Klimakompasset er det nemt at plotte vores fysiske enheder og monetære beløb ind og få vores klimaaftryk beregnet. De CO2-udledninger, som Klimakompasset udregner for os, fører vi over i vores Excelark, så vi har et samlet ESG-regnskab.
15 målepunkter under Scope 3
De 15 målepunkter er: Køb af varer og tjenester, Kapitalgoder, Brændstof- og energirelaterede aktiviteter, Upstream transport og distribution, Affald, Forretningsrejse, Medarbejderpendling, Upstream-leasede aktiver, Downstream transport og distribution, Behandling af solgte produkter, Brug af solgte produkter, Slutbehandling af solgte produkter, Downstream-leasede aktiver, Franchising og Investeringer.
Vi arbejder med målepunkterne Køb af varer og tjenester, Forretningsrejser og Medarbejderpendling. Vores transportaktiviteter og indkøb udgør størstedelen af vores aftryk. Udover at vi vil optimere vores transporteffektivitet og indkøbspraksis, vil vi rapportere mere detaljeret om vores forbrug inden for kategorierne, for at skabe større gennemsigtighed og mulighed for mere målrettede reduktioner. Vi har endvidere et mål om at kunne monitorere vores forbedringer mere præcist. Ønsket er, at vores dataindsamling under Scope 3 kan fungere som inspiration for vores samarbejdspartnere i turismebranchen - måske kan vi være med til at sætte gang i en slags positiv kædereaktion inden for Scope 3-rapportering!x
Bæredygtighedstiltag 1: Rejsepolitikken
Èn ting er data og compliance. En anden er, hvad gør man i virkeligheden for at nedbringe CO2-aftrykket under Scope 3?! Vi er startet med at udarbejde en rejsepolitik, som er blevet til på baggrund af indsamling af input og ideer fra vores medarbejdere. Rejsepolitikken blev introduceret på et personalemøde, hvor der igen var mulighed for at bidrage med feedback.
I Rejsepolitikken har vi oplistet en række tiltag, som vi skal efterleve for at reducere vores aftryk fra medarbejdertransport og hotelophold. Vi har også sat systemerne op, så rejse-data overføres automatisk fra bogføringssystemet til ESG-regnskabet, så vi er sikre på at få det hele med. Vi har derudover introduceret nye rejseskemaer, som skal udfyldes, før man kan få refusion for evt. udlæg ifm. rejser. Det nye rejseskema ligger tilgængeligt for alle og er overskueligt sat op, så medarbejderne vil finde det nemt at bruge.
Det næste, vi skal i gang med, er introduktionen af vores ansvarlige indkøbspolitik for alle medarbejdere på vores kommende personalemøde. Vi ser frem til at arbejde med at nedbringe vores CO2-aftryk fra Køb af varer og tjenesteydelser.
Sustainability Manager