En vandrer i Jyske Ås

Guide: Outdoor- og rejseblogger Jørnes bedst tips til outdooroplevelser i Nordjylland

Foto: Frederik Sørensen

Ifølge rejseblogger Jørne er der ikke noget, der hedder, at man ikke er outdoortypen. Naturoplevelser er nemlig for alle, og her får du hans bedste bud på outdoor-aktiviteter for store og små, garvede og begyndere. Vi ses i det grønne!

Jørne (Jørgen Emil Skoven)

Foto:Destination NORD

Jørne (Jørgen Emil Skoven) bor i Hals og er en passioneret outdoor- og rejseblogger, der har udforsket naturen i store dele af verden – i særdeleshed Nordjylland.

Familieturen

Steder

Læsø er perfekt for børnefamilien. Prøv f.eks. shelter ved Badesøen i Læsø Klitplantage. På fastlandet vil jeg anbefale shelterpladsen i Dokkedal sydøst for Aalborg. Pladsen ligger ud til Kattegat, hvor den hundrede meter lange badebro er et besøg værd.

Aktiviteter

Nærværet bliver for alvor dyrket, når der kommer jord under neglene. Hyg jer med at slå lejr, samle brænde til bålet og finde spændende dyr. I når måske ikke så meget – og det er hele pointen. For herude skal I ikke nå noget, I skal bare være sammen. Når sulten melder sig, så gør det nemt, og grill pølser eller majskolber over bål.

Et godt råd

Alle familier kan tage på outdoor-tur. Der er ikke nogen manual for rigtigt eller forkert, og du behøver ikke planlægge en masse inden afgang. Måske bekymrer du dig for, at det bliver koldt for ungerne, men når I er af sted, løser du det hurtigt ved at komme lidt ekstra brænde på bålet. Og sådan løser man mange ting på farten.

Outdooroplevelser bringer jer tættere sammen. I får en pause fra tablets, telefoner og den travle hverdag, og I bliver forbundet på en helt anden måde, fordi der ikke er alt muligt, der distraherer.

To på tur

Steder

Når du skal af sted med en kæreste, ven, bror eller mor, vil jeg anbefale, at I starter ved Råbjerg Mile og tager den ca. 10 km lange vandretur til Skagen Klitplantage, hvor Hulsigstien Shelter ligger perfekt i lysåben fyrreskov. Jeg vil også anbefale kystvandringen fra Kongerslev til Hou med en overnatning i Hou Havn Shelters.

Aktiviteter

Nyd naturen: Fordyb jer i dyrelivet, sank svampe (hvis årstiden er til det), saml ting fra naturen til kreative hobbyprojekter, og husk endelig at holde pause: Lav en kop kaffe eller te på jeres Trangia-sæt – i naturen smager kaffen bare bedre.

Et godt råd

Lad være med at bruge en formue på udstyr. Denne type outdoor-tur kan nemt gøres i en praktisk hverdagsuniform, og hvis ikke du har telt og sovepose, kan det findes ganske billigt.

Outdooroplevelser er gode for den voksne relation, fordi I er nærværende, og der er tid til både at være stille og tale som et vandfald. Herude kan tosomheden dyrkes – og samtalerne bliver både længere og dybere.

Soloturen

Steder

Start i Skagen, og indstil kompasset til Dokkedal. Her får du en smuk todages vandring gennem skov, mark, eng og by. Slå lejr i Professorens Plantage i udkanten af Sæby den første nat, og afrund turen med en overnatning på lejrpladsen på Møllesøvej den sidste. Til en dagstur uden overnatning er Jyske Ås og Dronninglund Storskov gode bud. Begge områder er så store, at du måske slet ikke møder andre på din vej.

Aktiviteter

For outdoor-entusiasten kan det tage timer at lave det helt perfekte bål. Der skal samles tørt træ fra skovbunden, snittes træ til optænding og skrabes bark fra birketræer, så du kan få godt gang i ilden. Er du i nærheden af hav eller sø, kan du prøve at hive aftensmaden i land selv.

Et godt råd

For nogle kan det virke skræmmende at være alene i sit eget selskab over længere tid, for hvad skal du dog lave alene så længe? Du skal såmænd tænke, lytte og mærke.

Outdooroplevelser alene er gode, fordi det er en oplagt mulighed for at komme mere i kontakt med dig selv og få tid til at tænke.